Hyggelig sangaften med fællesskab og nye sangbøger
Tirsdag d. 21. april dannede Nimtofte Kulturhus rammen om en hyggelig sangaften med fællesspisning, hvor omkring 30–40 glade deltagere var mødt op for at tage de nye højskolesangbøger i brug.
Aftenen begyndte med fællesspisning, hvor Johnny stod for en lækker to-retters menu, som blev nydt i godt selskab og med masser af hyggelig snak rundt om bordene.
Efter middagen blev der sunget fra de nye sangbøger, som kulturhuset har fået med støtte fra Nordea Fonden. Til at hjælpe os godt i gang havde vi besøg af Helle Zederkof ved klaveret, som med musik og godt humør var med til at skabe en varm og stemningsfuld aften.









