Fra mælk til musik

Historien bag Kulturhuset i Nimtofte

Bygningerne, der i dag rummer Nimtofte Kulturhus, har i generationer været en central del af byens liv. Det gamle mejeri summede engang af aktivitet, når mælkekuskene kom forbi, og dampen stod fra kedlerne. Efter mejeriet lukkede i 1970, stod bygningerne stille i en årrække – men ikke for altid. En gruppe engagerede borgere i Nimtofte så mulighederne i de gamle mure og besluttede at give stedet nyt liv. I 2014 blev Nimtofte Kulturhusforening stiftet, og siden har frivillige kræfter forvandlet mejeriet til et levende samlingspunkt for hele byen. Her mødes historien og nutiden, når Kulturhuset i dag danner rammen om både fester, koncerter, fællesspisninger og lokale arrangementer.

Byens gamle mejeri

Fra landbrugets samlingspunkt til levende kulturarv

Det første mejeri i Nimtofte blev bygget i Svendstrup i 1892. Allerede den første dag blev der indleveret 2.176 pund sødmælk. Et tydeligt tegn på, hvor vigtig mejeridriften var for lokalområdet. Efterhånden som produktionen voksede, blev bygningen for lille og utidssvarende, og i 1921 opførte man et nyt og moderne mejeri her i byen. Leverandørtallet var da steget til hele 226, og udviklingen gik kun én vej – fremad.

Historisk billede af åbningsdagen med hestevogne og mælkejunger

I 1930’erne satte landbrugskrisen dog sit præg på driften. Prisen på smør var faldet til samme niveau som i 1894, og samtidig ramte mund- og klovsygen egnen, så mange besætninger måtte isoleres. Alligevel fortsatte arbejdet, og i 1932 blev der indvejet hele 10 millioner pund mælk. I 1940 var tallet faldet til 6 millioner, men mejeriet holdt fast i sin betydning for byen.

I Nimtoftes gader var den hvide mælkevogn et velkendt syn. Kusken ringede med en klokke, så husmødrene altid kunne høre, hvor vognen befandt sig. Den blev trukket af hesten Mælkeklaus, som var kendt og elsket af alle i byen. En dag under krigen måtte man dog slagte Mælkeklaus på grund af alder. Han havde ellers gået ruten trofast i over 20 år. Der var sorg i Nimtofte, men de fleste husstande spiste dog hestekød de næste dage.

På mejeriet arbejdede i 1940 blot to mejerister, en elev og mejeribestyreren. Arbejdsdagen begyndte tidligt. De første kuske ankom allerede klokken syv med dagens mælk. Der var endda indrettet et lille baderum med indgang fra gaden, hvor byens borgere kunne få et varmt bad for 50 øre. Ifølge en lokal læge blev det dog aldrig nogen stor succes – som han sagde med et glimt i øjet: “Folk i Nimtofte bader sjældent!”

Den 1. maj 1942 fejrede mejeriet sit 50-års jubilæum med stor festivitas i byen. Mælkekuskene havde pyntet vogne og heste med blomster og flag og kørte i optog gennem gaderne, mens byens borgere fulgte begejstret med. Om aftenen blev dagen rundet af med en fest på hotellet, hvor man fejrede både mejeriet og de mennesker, der havde holdt det i gang gennem årene.

I hele mejeriets levetid havde der kun været tre mejeribestyrere – hver af dem satte sit præg på både stedet og byen. Den første var I.C. Christensen, som ledte mejeriet fra dets start. I 1918 overtog Jens Peter Jensen posten, og i 1938 trådte Harald Christensen til. Han havde stillingen helt frem til mejeriets lukning i 1970.

Lukningen markerede afslutningen på en æra, som ikke kun gjaldt Nimtofte, men også de omkringliggende landsbyer. Men historien sluttede ikke her. De gamle bygninger blev bevaret og står i dag som et vigtigt stykke lokal kulturarv. I 2015/16 blev mejeriet nænsomt istandsat med støtte fra Realdania og flere lokale sponsorer, og bygningerne danner nu rammen om Nimtofte Kulturhus – et sted, hvor historien og fællesskabet lever videre.

Kilde: Historisk Vandrerute Nimtofte og Midtdjurs Lokalarkiv

Stor banner foran kulturhuset, hvor kulturhuset dannes
Fra Mejeri til Kulturhus

Nimtoftes ildsjæle tager over

I mange år havde borgerne i Nimtofte ønsket sig et samlingssted i byen. En gruppe engagerede ildsjæle så potentialet i det gamle mejeri, som gennem generationer havde været en central del af Nimtoftes liv. Visionen var at skabe et kulturhus, et sted med “højt til loftet”, som med tiden kunne blive et kulturelt kraftcenter for hele Midtdjurs.

2014 – Begyndelsen på noget nyt

Den 21. august 2014 blev der afholdt stiftende generalforsamling, og Nimtofte Kulturhusforening blev en realitet. Fra begyndelsen gik de frivillige i gang med den store opgave at forvandle det tidligere mejeri til et aktivt og levende kulturhus. Stemningen var præget af vilje, sammenhold og optimisme.

Trods bygningens slid og nedbrydning både ude og inde lykkedes det allerede i 2014 at afholde flere fællesspisninger med 75–80 deltagere. Der var en stærk tro på projektet, og optimismen spredte sig blandt byens borgere. Mange sagde: “Det bliver jo det samlingssted, vi har ønsket os i årevis.”

2015 – De første store skridt

I 2015 tog udviklingen for alvor fart. Der kom nyt liv i de gamle mure, og huset dannede ramme om arrangementer med prominente navne som Ghita Nørby, Erik Clausen og Cecilie Nash. Der blev afholdt dameaften, børnediskotek, julemarked og julefrokost med dans.

Samtidig blev der gjort store fremskridt på renoveringen. Der kom nye vinduer i salen, nyt loft og belysning, og der blev etableret en ny entre med garderobe og toiletter. Efter sommerens ungdomsfest fortsatte arbejdet med næste store etape. Gulvene i salene blev brudt op, og der blev lagt gulvvarme og støbt nye betongulve. Nedbrydningsarbejdet nærmede sig sin afslutning, og genopbygningen kunne begynde.

2016 – Bygningen rejser sig

I 2016 fortsatte arbejdet med færdiggørelsen af entre, garderobe og toiletter. VVS, varme og spær var allerede på plads. Næste skridt blev opsætning af fliser, lofter og belysning samt udskiftning af døre og vinduer.

Der blev også taget hul på arbejdet med at rejse fondsmidler til etablering af et moderne industrikøkken. Det var en afgørende del af projektet, fordi huset skulle kunne udlejes til større arrangementer. Der var stor interesse for at bruge kulturhuset, men uden et fuldt udstyret industrikøkken var det ikke muligt at servicere de op til 130 spisende gæster, som salen kan rumme.

Vinteren bød på færre aktiviteter, men foråret blev indledt med nye kræfter. Allerede den 9. april blev dørene åbnet til en stemningsfuld Skotsk & Irsk musikaften, hvor gæsterne spiste og blev underholdt af musikere, der spillede helt tæt på publikum. Det blev begyndelsen på en ny æra med internationalt islæt i Nimtofte Kulturhus.

Vil du vide mere om Kulturhuset?

Kontakt os for at høre om mulighederne for arrangementer, udlejning eller samarbejde.